Hurra! Der er ikke længere restriktioner på idrætsområdet, der påvirker sæsonstarten!

Nu skal I kun forholde jer til sundhedsstyrelsens anbefalinger med henblik på begrænsning af smitte i samfundet. Hjælp hinanden ude i foreningerne med at opretholde de gode vaner, så alle kan føle sig trygge, når I mødes.

Gør det nemt for medlemmerne, at huske de gode vaner ved at printe Sundhedsstyrelsens plakat

 

Gode råd til at opretholde de gode vaner

Der er ikke længere krav om afstand i det offentlige rum. I stedet anbefaler Sundhedsstyrelsen, at holde afstand hvor det er muligt.

Foreningens opgave er, at skabe gode rammer for, at det enkelte medlem har mulighed for at holde afstand til andre.

Når I mødes, så overvej hvordan I kan skabe et naturligt flow, hvor medlemmerne ikke stimler sammen i indgangen. Det gælder både i forbindelse med årsmøder, generalforsamlinger, dansearrangementer, koncerter m.m.

Overvej også at stille håndsprit til rådighed, så det bliver nemt for medlemmerne at opretholde de gode vaner. Luft ud og skab gennemtræk i pausen.

 

Nu kan I bare glæde jer over, at I kan starte sæsonen helt som I plejer, uden restriktioner og med masser af dans, socialt samvær og gode oplevelser. Det er dét alle har ventet på og nu er vi her. Det er tilladt, at dyrke idræt helt som I plejer og I skal blot huske de gode vaner!