Hvor nemt er det egentligt at komme til dans? – læs svaret herunder!

Et billede på en danseaften:

På tirsdag mødes I i jeres forening og forud for jeres danseaften har I målt lokalet op og sikret, at der er minimum 4 kvadratmeter til rådighed pr. person, men ikke flere end 50 deltagere. Inkl. instruktører og spillemænd.

Når medlemmerne ankommer, tager de mundbind på og viser aftenens corona-ansvarlige et gyldigt coronapas.

Selvom I blot er forpligtet til at foretage stikprøvekontrol af coronapas, så anbefaler vi, for at skabe tryghed blandt medlemmerne, at I fortsat tjekker alle.

Lad musikken begynde og find jeres dansepartner, som vi anbefaler er fast hele aftenen. I må nu tage jeres mundbind af, mens I danser.

Har I brug for en pause, skal I sørge for at sidde omkring et bord, hvor det er muligt at sikre 1 meters afstand til hinanden.

Hvis I ønsker at synge, skal I holde 2 meters afstand og her anbefaler vi, at I rejser jer og står i en kreds.

Skal I holde en koncert, et møde eller en generalforsamling, så er det muligt at være op til 500 deltagere, så længe I kan sikre minimum 2 kvadratmeter pr. person. I forbindelse med sådanne arrangementer skal jeres deltagere medbringe et gyldigt coronapas, som I tjekker ved ankomst samt mundbind. Dette må dog tages af, når vedkommende har sat sig.

Herudover gælder alle regler omkring at undgå fysisk kontakt ved f.eks. håndtryk og kindkys, god hygiejne, udluftning og afstand stadig. – Præcis som vi kendte dem fra efteråret.

Med andre ord, så er det med nuværende (og fremtidige) forsamlingsloft faktisk muligt at gennemføre alt fra helt almindelige danseaftener til baller og generalforsamlinger.

Vi håber, at I deler en masse skønne billeder og videoer med os, som vi kan bruge til inspiration for andre foreninger.

Årsmødet:

Husk at melde jer til Årsmødet, som finder sted den 26. juni 2021 i Odense. Tilmeldingsfristen er den 2. juni 2021.

Du kan tilmelde dig her:

https://folkedanseren.dk/EventManager/RegisterEvent/?eventid=25199